COPENHELL med 11 nye band

COPENHELL med 11 nye band

 

11 NYE BANDS PÅ COPENHELL 2015-PLAKATEN!

 

En bred vifte af kvalitetsbands er klar til COPENHELL 2015, som i dag kan tilføje 11 spændende nye navne til plakaten: RISE AGAINST, BODY COUNT, GOJIRA, A DAY TO REMEMBER, CANNIBAL CORPSE, BLACK STONE CHERRY, AT THE GATES m.fl.

GOJIRA leverer sammen med CANNIBAL CORPSE, AT THE GATES og MORGOTH en jordrystende bredside af bragende tung dødsmetal; BLACK STONE CHERRY og RED FANG dækker den modsatte ende af spektret med hård rock til alle, der elsker lækker tråd og rock & roll; RISE AGAINST, BODY COUNT og IRON REAGAN udgør tilsammen en fantastisk spændende trio for alle punk- og hardcorefans; og endelig vil metalcore-entusiasterne kunne se frem til store oplevelser med A DAY TO REMEMBER og BUTCHER BABIES på COPENHELL 2015.

Denne stærke og varierede bandpakke understreger COPENHELLs ønske om en bred musikfestival med fokus på både metal og rock, hvor folk mødes og dyrker deres fælles kærlighed til hård musik i alle afskygninger.

19 bands inden for vidt forskellige metal- og rockgenrer er offentliggjort indtil videre, og det er blot under halvdelen af alle de store navne fra ind- og udland, der den 18.-20. juni 2015 vil omdanne Refshaleøen i København til et rygende krater efter tre dage med Nordens vildeste metal- og rockfest! Mere info om de enkelte bands kan ses på www.copenhell.dk

Det er også en stor fornøjelse for os at kunne afsløre den nye COPENHELL-maskot! Vi fejrer, at ulven endelig er vendt tilbage til Danmark, og at der nu er en rigtig dræber i løs i naturen! Derfor prydes COPENHELL 2015-plakaten af monsterulven over dem alle og symbolet på selveste Ragnarok – Fenrisulven!

Selveste Richey Beckett, der har arbejdet sammen med store bands som Metallica og Mastodon og kæmpestore underholdningsfænomener som Game of Thrones og Lord of the Rings, står bag den nye bestialske maskot. Hans fortolkning af det mytologiske uhyre danner den perfekte baggrund for det hårdtslående line-up på COPENHELL 2015!

Hold øje med Copenhell.dk eller vores Facebook-side for at få løbende opdateringer om nye bands, camping og andre vigtige oplysninger om COPENHELL 2015.

Billetter til COPENHELL 2015 kan købes på Billetnet.dk!